Julen gav Burhan G et sug i maven som barn - nu holder han traditionerne ved lige for sin søn

Burhan G sang 'Tinka' med Frida Brygmann i 2017. Han er stolt over at julesangen igen bliver hørt i mange danske hjem.

Det er ikke kun bjældeklang og julemandens latter, som varsler julens komme. Julesangene kan på godt og ondt gøre os glade og bringer julestemningen frem.

Sangerne Burhan G og Frida Brygmann, datter af den danske entertainer Martin Brygmann, sang sammen titelnummeret 'Tinka' til TV 2s julekalender 'Tinkas juleventyr' fra 2017. I den nye julekalender 'Tinka og Kongespillet' er sangen igen med.

- Jeg har altid haft lyst til at lave musik til tv, og så er det jo vildt fedt at lave musik til en julekalender, som samler folk hver aften i 24 dage, siger Burhan G til TV 2.

Frida Brygmann er enig.

- Jeg elsker julekalendermusik, og jeg har faktisk også sunget sange til julekalenderne 'Jesus og Josefine' og 'Jul i Valhal'. Seerne kommer jo til at høre den så mange gange, så det er en rigtig dejlig følelse, siger hun.

Hvor stærk er du selv i julemusikken? Tag testen i bunden af artiklen, og find ud af det.

'Tinka' af Burhan G og Frida Brygmann

Titelsangen hedder ’Tinka’ og synges af Burhan G og Frida Brygmann.

Den er skrevet af Burhan G, Lars Ankerstjerne og Frida Brygmann og udgivet af Copenhagen Records.

Sangen udkom 17. november 2017 og kan høres på bl.a Spotify, Apple Music, iTunes, Telmore musik og Google Play.

'Tinkas juleeventyr' og 'Tinka og Kongespillet' er produceret af Cosmo Film.

Julesange er den vigtigste tradition

Burhan G er stor tilhænger af julemusik. Faktisk er han så glad for det, at han kan finde på at lytte til en god julesang udenfor sæsonen. Derudover har han netop udgivet en plade med julemusik, som han turnerer med i december.

- Jeg synes, det er fantastisk. Der findes virkelig mange gode julesange. For mig har julemusikken altid løftet julestemningen, og det har været en stor del af min opvækst, siger han.

Burhan G sang som barn og ung i et københavnsk drengekor, hvor han sang julesange i de store kirker i hovedstaden morgen og aften hver december.

- Så stod jeg der i matrostøj og sang helt engleagtigt, men jeg oplevede også julen på et mere åndeligt plan, når jeg stod der i kirken så mange gange, siger han.

Nu hvor julekalenderen om Tinka atter render over skærmen i de danske hjem, bliver Burhan tagget i mange opslag på sociale medier, hvor han kan se familier sidde sammen og se julekalender.

- Det er rørende at være i stuerne hos så mange mennesker, og jeg er virkelig stolt over det, siger han.

Fordi han ved, at julen for mange er bundet op på traditioner om mad, julelege og så selvfølgelig musik.

Frida Brygmann har altid haft julemusik inde på livet. Hendes far, Martin Brygmann, har været med til at lave flere julesange, hvor Frida Brygmann har sunget.

Det har også gjort, at hun er meget bestemt overfor, hvilke sange hun kan holde ud at høre.

Det vender vi tilbage lige om lidt.

Julefar

Burhan har sønnen Dallas på tre år med ekskæresten Sarah Zobel. Det betyder, at Burhan kan nyde julen set gennem sin søns barnlige øjne. Han husker selv, at han fik et sug i maven på vej hjem fra børnehaven, når han skulle se om nissen havde spist den risengrød, han havde sat ud dagen før.

- Så blev jeg lidt skræmt og dybt fascineret af at se den her tomme skål, hvor risengrøden havde været. Jeg skal helt sikkert ikke være den far, som bryder den illusion for Dallas, siger han.

Hjemme i privaten er derfor hængt julesok op, som hans søn kan kigge i ligesom at der bliver klippet og klistret julepynt.

- Han tripper meget ud over den her sok, hvor der nogle gange bare er en chokolademønt eller klementin i, men så får han oplevelsen af at der har været en nisse forbi.

Sangernes egen top-3

TV 2 har bedt de to sangere udvælge deres egen top-3 over bedste julesange.

- Nummer et er julesangen 'Chestnuts roasting on an open fire'. Det er en gammel, amerikansk julesang, som bare fanger stemningen, siger Burhan G. Han har også lavet et cover af sangen i en dansk version på sin nye plade.

Sangen er fortolket af mange forskellige kunstnere, og du kan lytte til en version af den amerikanske sanger Nat King Cole her.

- Jeg elsker bare 'This Christmas' af den amerikanske soulsanger Donny Hathaway. Jeg er så ked af, at jeg ikke kan høre den i virkeligheden (Donny Hathaway døde i 1979, red.). Jeg tvinger min familie til at høre den hvert år, siger Frida Brygmann.

Du kan lytte til sangen på Youtube her.

Nummer to og tre på Burhan G's liste er 'På loftet sidder nissen' og 'Jeg så Julemanden kysse mor'.

- Jeg bliver bare fire år igen, når jeg hører 'På loftet sidder nissen', og så er 'Jeg så Julemanden kysse mor' en overset og rigtig god sang, siger han.

Frida Brygmann har en meget kendt og en mindre kendt sang på sine to sidste pladser.

- Det danske band S.O.A.P. med 'Let love be love' (Juice, Remee og Christina Undhjem medvirker også, red.). Jeg elsker også den sang. Min nummer tre er Stig Kreutzfelds 'Så blev der stille'. Det er et af hans smukkeste numre.

'Tinka og Kongespillet' kan ses hver aften og eftermiddag i december på TV 2. På TV 2 PLAY kan du se afsnit 24 timer før det sendes på TV 2.

Hvad er den næste linje i denne julesang:

  1. Last Christmas, I gave you my heart. But the very next day, you gave it away...

    Du har 0 rigtige

  2. Juletræet med sin pynt venter på, vi får begyndt...

  3. So this is Christmas, and what have…

  4. I won't ask for much this Christmas, I won't even wish for snow

  5. Det jul, det cool, graner lirekasser...

  6. Jingle bells, jingle bells...

  7. På loftet sidder nissen med sin julegrød, sin julegrød...

  8. There's a world outside your window. And it's a world of dread and fear. Where the only water flowing...

  9. Rocking around the Christmas Tree, let the Christmas spirit ring...

  10. Dejlig er jorden....